Det spidser til for Yara aktien

Som det fremgår af grafen herover, så spidser situationen til for Yara aktien, der er en af verdens store gødningsleverandører. Aktien har netop testet toplinien ved 295 niv. og falder lidt tilbage. Der er indtil videre fortsat tale om, at aktien holder sig over 50 og 200 dages gl. gns. (hhv. den grønne og den gule linie). Men vi bør ikke hæfte for megen tillid til trendsignalerne, når der er tale om et sidelæns interval, der netop indikerer, at der i øjeblikket ikke er tale om nogen stærk trend. Aktien kan falde mod bunden af intervallet, som i øjeblikket er på 268 niv., hvor første bundlinie befinder sig. Brud heraf er første negative signal, men aktien skal sandsynligvis også under 233 linien for at signalere et ægte gennembrud nedad, idet det sidelæns mønster i så fald skifter karakter til et topmønster. Modsat vil brud på 295 og derefter september 2012 toppen i 305.50 indikere et vigtigt gennembrud opad, der kan sende aktien til og over også 352.50 toppen fra 2011 og videre til den historiske 2008 top ved 473.50.