Jens Balle ny direktør i Demetra

I forbindelse med lanceringen af Demetras investeringsforening får Finanshuset ny direktør. Jens Balle er med sine mange års erfaring en styrkelse af Demetras viden og muligheder.

Jens Balle har arbejdet i den finansielle sektor i mere end 25 år i både ind- og udland med hovedfokus på rådgivning af kunder om investeringer. Første oktober tiltræder han som direktør for Finanshuset Demetra Fondsmæglerselskab A/S.

Tilbage til rødderne
Tiltrædelsen lægger op til lidt af et deja-vu på flere områder for chefstrateg hos Demetra, Svend Jørgen Jensen, og Jens Balle, der i 90’erne arbejdede sammen. Demetra bruger stadig mange af de samme modeller som den gang, og har også mange af de samme kunder.

”Vi ser frem til at få Jens Balle med ombord. Han har mod til at sige de rigtige ting til kunderne, også selv om det går imod flertallets opfattelse og kan være upopulært i nogles ører,” siger Svend Jørgen Jensen. Derudover har Jens Balle stor indsigt i investeringspsykologi, som også er en vigtig parameter, når der skal træffes beslutninger – noget han også blogger om på epn.dk.

Ud over den daglige ledelse får Jens Balle hovedfokus på kundepleje og salget af Investin Demetra.

En gennemtestet model
Finanshuset Demetra Fondsmæglerselskab A/S har i starten af marts lanceret Investin Demetra. Der er tale om en investeringsforening, der baserer sin strategi på Svend Jørgen Jensen og Peter Jensens årelange erfaring med konjunkturanalyser.

”Investering handler om at købe billigt og sælge dyrt. Det kan bare være svært, fordi når noget er billigt, er det ofte efter en periode med fald. Så tror mange, at det vil fortsætte med at falde. Omvendt er det dyrt efter stigninger, hvor de fleste forventer yderligere stigninger,” fortæller Svend Jørgen Jensen.

Dette tager modellen højde for, så investorerne i Investin Demetra kan være inde i markedet, når det stiger, og være helt ude af aktiemarkedet, når det falder. Samtidig er strategien lagt på forhånd – noget mange ofte glemmer. Derfor tager mange beslutninger, når det er meget vanskeligt at tænke klart.

”Vi har nedskrevet vores model og testet den over en årrække. Det sikrer, at vi gør det samme hver gang – og indtil videre indikerer modellen, at vi gør det rigtige,” siger senioranalytiker, Peter Jensen.

”I perioden 1992-2003 havde det globale aktiemarked et gennemsnitligt årligt afkast på 4,86 %. En test af Demetras investeringsstrategi viser et gennemsnitligt årligt afkast på 8,98 % i samme periode,” tilføjer han.

Investin Demetras portefølje kan bestå af obligationer og aktier. Når modellen er positiv, er der mange aktier og omvendt, når modellen er negativ. I startporteføljen er 70 % af formuen placeret i aktier.