Potentielt kritisk signal i Bang & Olufsen

Der er tale om et sidelæns interval i Bang & Olufsen aktien siden 2010, men faktisk synes mønstret at være del af et endnu større mønster, som har sin begyndelse ved ultimo 2008 bunden i forbindelse med finanskrisen. Aktien var i april tæt på et brud nedad via 44.20-46.35 niv., som udgør vigtig støtte i forhold til det sidelæns interval. Risikoen er, at hvis aktien går under denne zone, så er nedtrenden tilbage og ultimativt risikerer det at sende aktien under 2008 bunden – altså under 27.50. Modstand er i første omgang lokaliseret mellem 58.50 og 61.50. Det er dette niveau, som aktien skal overvinde for at neutralisere risikoen nedad – i hvert fald foreløbig – og i stedet stile mod toppen af intervallet, som er modstandszonen mellem 84.00 og 89.50. Men lige nu er markedet i overvejende grad negativt afstemt.