Udsigt til snarligt markante udbrud i Portugal og Spaniens aktieindex


Der er tale om et markant oplæg til en betydelig bevægelse i det portugisiske PSI20 index, der siden årskiftet 2008/2009 har befundet sig i et triangulært mønster, der nu nærmer sig sin afslutning. Triangelmønstre er normalt fortsættelsesmønstre, hvilket altså synes at tale for, at nedtrenden, der gik forud, bliver genoptaget. Brud på bundlinien i p.t. 7420 og derefter seneste bund i 7200 i januar er signalet, der som minimum kan resultere i et kursfald til 5000 niv., hvilket i givet fald vil sige en tangering af bunden fra 2002. Det er afgørende for dette scenario, at indexet forbliver under de tidligere topniveauer på 8200 niv.

Det spanske IBEX35 index viser stort set samme oplæg (se chartet herunder), idet markedet også her siden marts 2009 viser et sidelæns triangulært mønster. Dette mønster indikerer dermed, at der kun er tale om en pause, før nedtrenden fortsætter og iflg. den viste udmåling stiler mod 6000 niv. Dette mønster udløses i første omgang via bundlinien i p.t. 9875 og bekræftes yderligere under 9200. Kursen bør ikke gå over februar toppen ved 11165 for at holde dette mønster intakt.