Låntagere har ret til negative renter!

Så er den her! Rapporten fra Erhvervs- og Vækstministeriets hurtigtarbejdende udvalg om negative renter.

Som fast læser ved du, at vi er tilhængere af variabel finansieringsrente (se f eks her). Vi mener ikke der er basis  for rentestigninger foreløbig – faktisk kan situationen med negativ rente godt vare ved i lang tid.

Derfor har vi også anbefalet lån med variabel rente hvor renten f eks er knyttet til CITA. Desværre har realkreditten meldt ud at de ikke vil give låntagere adgang til negativ rente selvom CITA har været negativ i flere måneder. Det kunne vi ikke helt forstå og heldigvis havde erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen samme holdning. Han nedsatte et udvalg, der nu er kommet med en rapport.

Konklusionen er: LÅNTAGERE HAR RET TIL NEGATIV RENTE.

Desværre slår de også fast at denne ret ikke nødvendigvis gælder eksisterende lån – det må realkreditten selv afgøre. Men for nye lån skal låntager have adgang til negativ rente via en af tre modeller:

  1. Den negative rente konverteres til afdrag på gælden
  2. Den negativ rente modregnes i bidraget
  3. Kuponrenten kan ikke blive under 0%, men låntager får den negative rente via en kursgevinst

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen siger selv om de forskellige modeller:

I forhold til de opstillede modeller, så synes jeg, at det er mest naturligt, at låntager løbende modtager den negative rente enten som nedskrevet restgæld eller direkte som en betaling. Det er det mest logiske og gennemsigtige for forbrugerne, også ift. skattebetaling. Jeg har dog forståelse for, at der kan være behov for at anvende en model med et gulv for kuponrenten i en overgangsperiode, indtil investorerne er klar til at håndtere negative kuponrenter.

De skattemæssige konsekvenser er ikke nærmere afklarede, men SKAT har udsendt dette “styresignal”:

Med henblik på at afklare behandlingen af negative renter, udsendte SKAT den 27. februar 2015 et såkaldt “styresignal”, der nærmere fortolker de gældende regler. SKAT fastslår i styresignalet, at negative renter skal sidestilles med positive renter i skattemæssig henseende. Renteudgifterne er således fradragsberettigede for långiver (indskyder i en bank eller obligationsinvestor), og renteindtægterne er skattepligtige for låntager.

Du kan finde styresignalet her. Konsekvensen er at du kan risikere at skulle betale skat af din negative rente uden at have likviditeten, da du har fået rentebesparelsen via ekstra afdrag eller nedskrivning af hovedstolen.

Vi byder rapporten velkommen, selvom vi naturligvis helst så at den også ville gælde eksisterende lån. Så må vi bare håbe at realkreditten har moral nok til også at lade eksisterende lån være omfattet af muligheden for negativ rente.

Du kan finde hele rapporten her.