Fortsat et af de mest overraskende charts

Grafen herover viser udviklingen i den amerikanske råoliepris (WTI) i form af den sorte linie med tilhørende trend (rød linie = 50 ugers gl. gns.). Olieprisen er igen faldet dramatisk i 2020 – ikke mindst den amerikanske, hvor futuren kortvarigt viste -40$ i slutningen af april måned. Det viser sig dog ikke i den viste graf, idet prisen lukkede højere på ugen.

Det overraskende kommer i form af den grønne kurve, der viser de netto spekulative positioner i markedet. Altså hvordan de ikke kommercielle aktører i oliemarkedet er placeret. Når denne kurve er grøn, så betyder det, at der er tale om et netto køb. Spekulanterne tror derfor, at olieprisen vil stige. På trods af et styrtdyk i olieprisen har man købt op. Selv ikke det seneste skrækscenario har ændret indstillingen.

Markedet har derfor kun været netto negativt i forhold til de spekulative positioner en kort periode under finanskrisen. Det samme gælder for de spekulative positioner i UK Brent råolien, som er vist som den orange linie. Også her er spekulanterne begyndt at købe op igen.

Det risikerer at betyde, at vi endnu ikke har set den endelige bund i olieprisen.