Den nye afgrøderapport (WASDE) fra USDA

Det amerikanske landbrugsministerium udsendte i går sin månedlige afgrøderapport (WASDE) for november. Man gør i starten opmærksom på, at denne rapport indeholder historiske revisioner af de kinesiske arealer og produktion som følge af tilsvarende revisioner fra det kinesiske statistiske bureau. 

Hvede

De amerikanske hvedeforsyninger for 2018/2019 er uændret, og da forbruget er hævet med 7 mio. bushels er forventningerne til de amerikanske slutlagre sænket med samme 7 mio. bushels til 949 mio. bushels. 

De globale forsyninger af hvede er derimod hævet med 6,7 mio. tons, hvilket både skyldes øget produktion og opjustering af startlagrene. Den største opjustering skyldes opjusteringen fra Kina. Produktionen for 2018/2019 er hævet med 2,6 mio. tons. Hvis man undtager Kina, så er der dog tale om en nedjustering på 1,9 mio. tons. Den australske produktion er reduceret med 1,0 mio. tons pga. tørke. Samtidig er Marokko, Pakistan og Ukraine reduceret med hhv. 0,9, 0,8 og 0,5 mio. tons. Derimod er der tale om en opjustering af Algeriet med 0,9 mio. tons. Den australske eksport er sænket med 1,5 mio. tons pga. den lavere produktion. Slutresultatet er, at de globale slutlagre er øget med 6,5 mio. tons til 266,7 mio. tons. 

Foderkorn

Den amerikanske situation lyder på lavere produktion men også lavere forbrug. Majs produktionen forventes at blive på 14,626 mia. bushels, hvilket er en reduktion på 152 mio. bushels fra sidste måned. Da produktionen falder mere end efterspørgslen, forventes slutlagrene på majs at falde med 77 mio. bushels.

USDA skriver, at det kinesiske statistiske bureau har opjusteret den kinesiske produktion i perioden fra 2007/2008 til 2017/2018 med svimlende 266 mio. tons. USDA hæver forventningerne til slutlagrene med 149 mio. tons. Den globale produktion af foderkorn er hævet med 29,9 mio. tons til 1.373,3 mio. tons. En stor del af denne opskrivning skyldes Kina. Mens forventningerne er sænket for EU, er der også udsigt til bedre produktion i Ukraine, Argentina og Moldova. Selv uden den kinesiske opjustering forventer USDA højere globale slutlagre. 

Oliefrø

De amerikanske forventninger lyder på lavere produktion, mens også lavere eksport. Produktionen af sojabønner forventes at blive 90 mio. bushels lavere og ramme 4.600 mio. bushels. Men eksporten forventes at falde med 160 mio. bushels, og det betyder, at slutlagrene er opjusteret med 70 mio. bushels til 955 mio. bushels. 

Nogenlunde det samme billede tegner sig på det globale plan. Den kinesiske import af sojabønner er reduceret med 4 mio. tons til 90 mio. tons. USDA vurderer, at de globale slutlagre af oliefrø skal hæves med 2,4 mio. tons til 126,2 mio. tons. De globale slutlagre på sojabønner alene er opjusteret med 2,0 mio. tons til 112,1 mio. tons. Her er opjusteringen drevet af Argentina, Indien og USA, mens den er reduceret for Kina og Brasilien. 

USDA rapporten havde i går kun beskeden indflydelse ved det amerikanske markeds slutning.