Hvad er omkostningerne?

Med god grund er der blandt investorer stor fokus på omkostninger i investeringsforeningerne. Vi forsøger at spille med åbne kort – også på dette område.

Når du køber andele i Demetra KL, betales der omkostninger til din bank samt emissionsomkostninger.

Emissionsomkostningerne er et estimat over foreningens omkostninger ved at få en ny investor. Det består dels af omkostninger, foreningen vil have ved at placere de nye investerede midler, og dels af omkostninger til markedsføring. Demetra Fondsmæglerselskab står for markedsføringen af Demetra KL og modtager 0,50% af det beløb, du investerer, til dækning af disse omkostninger. Dette er Demetra Fondsmæglerselskabs eneste indtjening, når du køber andele i Demetra KL.

Omkostninger, der måtte være mindre end det opkrævede emissionstillæg, tilfalder den samlede formue.

Ligeledes er der opgjort et indløsningsfradrag, der dækker omkostningerne ved, at Demetra KL skal sælge værdipapirer for at indløse din investering.

Du kan se de til enhver tid gældende emissionstillæg og indløsningsfradrag på prospekt, eller central investorinformation.

Administrationsomkostninger

Når du ejer investeringsforeninger, betaler du omkostninger hvert år. Pengene går til at dække omkostningerne ved at drive foreningen. De består af administrationsomkostninger og handelsomkostninger – nogle er faste, mens andre afhænger af formuen i den enkelte forening. Alle omkostninger er trukket fra, før dit afkast bliver gjort op.

Administrationsomkostningerne dækker bl.a. udgifterne til depotbank, revisor, administrator, bestyrelse, offentlige afgifter, børsnotering, marketmaker og rådgivning om investeringen. I Demetra KL indgår desuden en anslået andel til dækning af investeringerne i ETF’er – som bekendt købes der ikke enkeltaktier, investering sker i stedet for gennem ETF’er. Det betyder også, at administrationsomkostningerne for de perioder, hvor Demetra KL ikke investerer i aktiemarkedet, er overvurderet.

Demetra KL er en afdeling i Investeringsforeningen Fontmarket. Det betyder i flere tilfælde lavere administrationsomkostninger.

Demetra KL betaler Demetra Fondsmæglerselskab A/S for rådgivning omkring porteføljesammensætningen. Prisen er afhængig af formuen i Demetra KL, idet der er aftalt en trappemodel, hvor omkostningen nedsættes, når formuen vokser.

Med en formue på 400 mio. er den effektive rådgivningsprovision 1,1% (beregnet 20123).

Ingen formidlingsprovision

Afdelingens rådgiver, Demetra Fondsmæglerselskab, tjener alene rådgivningsprovision. Denne er aftalt mellem afdelingens bestyrelse og Demetra, således at den relative størrelse falder, i takt med at formuen vokser. Størrelsen fremgår af prospekt og faktaark.

Handelsomkostningerne er fondens omkostninger ved at købe og sælge ETF’er og obligationer. Derudover er der omkostninger, når du selv køber og sælger investeringsforeningsbeviser. Demetra Fondsmæglerselskab tjener intet ved den løbende omsætning af værdipapirer. Al handel med værdipapirer sker med danske banker, og der betales kurtage ved omsætning af ETF’er. Demetra Fondsmæglerselskab søger løbende at minimere denne omkostning ved at have flere modparter.

Der betales ingen formidlingsprovision til banker eller andre.

Hvad er ÅOP?

Nøgletallet Årlig Omkostningsprocent (ÅOP) er et nøgletal udviklet af den danske investeringsforeningsbranche. ÅOP samler alle omkostninger ved at eje investeringsfonde. ÅOP er baseret på, at du ejer fondene i syv år, og omkostningerne ved køb og salg af investeringsforeningsbeviserne indgår i satsen.

ÅOP i Demetra KL fremgår af prospekt, faktaark og central investorinformation.