Novo aktien på sit mest oversolgte niveau!
Posted af John Yde, 01/08/2025

Grafen herover viser udviklingen i Novo B aktien siden starten af 1990’erne. Den aktuelle situation indikerer, at aktien er mere oversolgt end nogensinde før! Vi har brugt 2 målemetoder – RSI, der måler udsvingene i aktien, og en oscillator, der måler afstanden mellem trenden (12 mdr.) og den aktuelle kurs i procent. Begge viser en ekstremt oversolgt position. Der er to gange tidligere, hvor vi har oplevet noget, der minder om den aktuelle position, og det er i 2002 og 2016 (vist med de gule pile). Begge gange var det starten på en ny optur. Er det så en garanti for, at det samme sker denne gang? Nej det er det naturligvis ikke, men det fortæller sandsynligvis noget om, at chancerne for en større modreaktion opad i aktien er stærkt forøget. I det store billede er risikoen, at aktien er i gang med en korrektion i forhold til optrenden fra netop 2002 bunden, og hvis det er tilfældet, så vil aktien ultimativt søge tilbage mellem kurs 162 og 91. Et andet mål vil være den hvide markering (i teknisk forstand, det som man kalder for “fourth of one lesser degree”), som er området mellem 207.50 og 109.10. Det er nogenlunde inden for samme område.