August måneds afgrøderapport fra USDA

Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har udsendt sin afgrøderapport for august. Her er nogle af temaerne fra rapporten:

Hvede
De amerikanske udsigter for 2025/2026 lyder på lidt færre forsyninger, reduceret indenlandsk forbrug, større eksport og lavere slutlagre. Forsyningerne er justeret 2 mio. bushels ned til 1927 mio. bushels, idet mindre areal kun delvis udlignes af større udbytte. Resultatet er, at de amerikanske slutlagre reduceres med 21 mio. bushels til 869 mio. bushels.

De globale udsigter for hveden for 2025/2026 lyder på lavere forsyninger, reduceret forbrug, større handel og mindre slutlagre. Forventningerne til forsyningerne er justeret ned med 2,5 mio. tons til 1069,6 mio. tons. Der er tale om nedjusteringer i Kina, Brasilien og Argentina, som kun delvis opvejes af øget produktion i EU. Desuden er startlagrene justeret ned flere steder. Den kinesiske produktion er justeret ned med hele 2 mio. tons til 140 mio. tons. Derimod er forventningerne til den europæiske høst justeret op med 1 mio. tons til 138,3 mio. tons, hvilket i givet fald vil være det højeste udbytte siden 2021/2022. Det globale forbrug er sænket med 1,1 mio. tons til 809,5 mio. tons. De globale slutlagre ender med at blive justeret ned med 1,4 mio. tons til 260,1 mio. tons, hvilket vil være de laveste lagre siden 2015/2016.

Foderkorn
Udsigterne for den amerikanske majshøst for 2025/2026 lyder på stor opjustering, øget forbrug og større slutlagre. Det starter dog med, at de amerikanske startlagre er justeret ned med 35 mio. bushels pga. større forbrug til ethanol. Men produktionen for 2025/2026 er opjusteret med hele 1 mia. bushels til 16,7 mia. bushels, som vil være ny rekord. Det vil i givet fald være 1,4 mia. bushels mere end den tidligere rekord, som var for 2023/2024. Det ventes at resultere i, at de amerikanske lagre vokser med 457 mio. bushels ti 2,1 mia. bushels, hvilket vil være de største lagre siden 2018/2019.

De globale udsigter for 2025/2026 viser en stigning i produktionen på 24,9 mio. tons til 1572 mio. tons. i forhold til sidste måned er der dog tale om en lavere produktion og slutlagre. Det er især EU og Serbien, der trækker nedad, mens der er opjusteringer i Ukraine og Canada. Ekstrem tørke og varme i det sydlige Europa trækker ned i forventningerne. Der er også tale om en nedjustering af dyrkningsarealet. Slutresultatet er, at de globale slutlagre af majs justeres op med 10,4 mio. tons til 282,6 mio. tons.

Oliefrø
De amerikanske forventninger for sojabønner i 2025/2026 viser mindre startlagre, produktion og slutlagre. Startlagrene er justeret ned med 20 mio. bushels, mens produktionen er nedjusteret med 43 mio. bushels til 4,3 mia. bushels. Her er det mindre areal, der ikke opvejes af større udbytte. Slutlagrene er justeret ned med 20 mio. bushels til 290 mio. bushels.

De globale udsigter for oliefrø er justeret ned med 3,3 mio. tons til 690,1 mio. tons. Der er tale om en nedjustering af forventningerne til sojabønner, solsikkefrø og bomuldsfrø. Produktionen af solsikkefrø er justeret ned med 1,2 mio. tons til 55,1 mio. tons pga. varmt og tørt vejr i EU, Ukraine, Tyrkiet og Serbien. De globale udsigter for sojabønner for 2025/2026 viser lavere produktion i især USA og Serbien. De globale slutlagre af sojabønner er justeret ned med 1,2 mio. tons til 124.9 mio. tons. Det drejer sig især om Argentina, EU, Iran, Vietnam og USA.

USDA rapporten betød fortsat nedadrettet pres på hvede og majs i det amerikanske marked, mens der i højere grad er tale om et opadrettet pres på sojabønnerne.