Novo aktien er ved langsigtet støtte

Den seneste tendens i Novo aktien har bragt kursen ned i langsigtet støtte, som er mellem 257.50 og den tidligere top ved 207.50 niv. Seneste kursfald skete efter en ny afvisning ved bundlinien i den langsigtede, opadrettede kanal (det lysegule område). Læg mærke til de to gule pile i den indsatte figur, som viser udviklingen på daglig basis. Det var ved disse pile, at aktien netop blev afvist ved et forsøg på at generobre optrendkanalen. I stedet viste et nyt kursfald sig, og det er endnu ikke helt afsluttet. Vi må dog forvente, at dette kursfald er i sine sidste faser. Det indikerer vores cykliske indikator, som er i færd med at dreje i bundzonen. De sorte pile i grafen viser de tidligere episoder med en tilsvarende drejning i indikatoren. Det tyder derfor på, at aktien snart vil finde et mere solidt ståsted for en større opadrettet korrektion. Lige nu vil brud på 266.90 og 272.90 (de seneste to midlertidige bunde) være første signal om en positiv ændring i kursbilledet.