Deltagelsesgraden i USA tilbage på 1977 niveau
Posted af John Yde, 03/07/2015
Grafen herover viser udviklingen i t0 væsentlige faktorer i det amerikanske arbejdsmarked. Den gule kurve viser et årlige gennemsnitlige antal nye jobs i USA uden for landbruget. Denne kurve har været stigende siden finanskrisen, men er bøjet lidt af på det seneste.
Ser vi historisk på udvikligen, så er der også tale om et niveau omtrent lige som de tidligere opgangstider siden 2. verdenskrig. Vi skal dog tilføje, at det må tages med i betragtningen, at den amerikanske centralbank i perioden har pumpet den ene milliard efter den anden ud i systemet og sat renten på nul.
Den hvide kurve viser deltagelsesgraden i arbejdsmarkedet. Der er altså i øjeblikket 62,6% af befolkningen på arbejdsmarkedet, hvilket er et niveau, som vi skal tilbage til 1977 for at finde magen til. Den gang var der dog langt færre kvinder på arbejdsmarkedet, og vi bør også tage i betragtning, at en stor del af de beskæftigede nu kun har delvis eller ikke løst arbejde.
Det er derfor ikke nødvendigvis imponerende, at statistikken siger 5,3% arbejdsløshed, hvis det i lige så høj grad skyldes færre på arbejdsmarkedet og flere med nedsat til eller kun løs ansættelse.






