Ny positiv afgrøde rapport fra USDA

Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) udsendte i går sin månedlige afgrøde rapport (WASDE), som igen bød på flest positive justeringer.

Der er således tale om, at de amerikanske slutlagre af hvede er opjusteret med 25 mio. bushels til 960 mio. bushels. Det er svært for USA at konkurrere – ikke mindst fra Canada, der har rigelige lagre. På verdensplan tæller det med, at Rusland er aggressiv på eksportmarkederne pga. store høstresultater i de tidligere sovjetrepublikker. Det betyder også, at de globale slutlagre af hvede er opjusteret med 0,9 mio. tons til 268,4 mio. tons, hvilket i givet fald vil være en ny rekord.

Et øget forbrug af amerikanske majs til ethanol produktion betyder, at USDA har nedjusteret forventningerne til de amerikanske slutlagre, der er reduceret med 50 mio. bushels til 2437 mio. bushels. På verdensplan er situationen dog en anden, hvor øget produktion i Kina, EU og andre lande mere end opvejer en lavere russisk produktion. Det betyder en mindre opjustering af de globale slutlagre af majs til 204,1 mio. tons.

Den amerikanske produktion af oliefrø er justeret lidt op, mens den forventede eksport af sojabønner er nedjusteret. Slutresultatet er, at der er tale om en opjustering af forventningerne til lagrene på 20 mio. bushels til 445 mio. bushels. På verdensplan forventes højere produktion, hvilket bl.a. skyldes højere produktion af raps – især i Canada. De globale slutlagre af sojabønner forventes at bliver 0,4 mio. tons højere end tidligere estimater og nå 98.3 mio. tons. Lavere lagre i Syd Amerika bliver mere en opvejet af større lagre i USA, Canada og EU.

Resultatet af USDA rapporten betød, at der endnu ikke er tale om sikker bund i hvede, majs og sojamel.