Fra Aktiestrategi, som vi netop har udgivet
Posted af John Yde, 20/03/2020
Finansmarkederne er menneskelig psykologi i fuld udfoldelse. Jo mere kurserne stiger, jo ”billigere” synes de at være, og jo mere skal man skynde sig at være med.
De seneste markante kursfald har fået sat et label på, der hedder ”bear market” (nedgang med 20%), og nedturen skete faktisk hurtigere end selv under Wall Street krakket i 1929.
Men nu har de, der skal sælge – enten af tvang eller fri vilje – i stort omfang nok gjort det. Det kan betyde, at vi ser et salgsvakuum i en periode. Det går hånd i hånd med, at investorerne begynder at vende sig til den nye virkelighed, så man kan begynde at fokusere på de lyspunkter, der vil dukke op.
Det kan så resultere i, at vi hen over sommeren vil se et mere sidelæns marked. På længere sigt er risikoen dog, at vi kun har set første del af et større korrektivt mønster, og det truer med at slå igennem igen efter en rolig periode.
Den store fare for bl.a. S&P 500 indexet er, at faldet udgør afslutningen af ”hovedet” på et stort topmønster, og de næste 6 måneder bliver højre ”skulder”.





