Bitcoin fortsætter optrenden

Den mest kendte af de såkaldte “kryptovalutaer” – bitcoin – fortsætter optrenden, idet kursen er nået lige over 12.000. Vi skrev allerede den 9. maj, hvor kursen var halvdelen af den aktuelle, at bitcoin så ud til at være tilbage i optrend, og at den tidligere top nær 20.000 kunne blive tangeret. Denne chance er naturligvis ikke blevet mindre med de seneste kursstigninger.

Når det er sagt, så er der dog også tegn på, at kursen er ved at være stærkt overkøbt, og der viser sig også divergenser ved toppunkterne. Det kan ses ved, at mens kursen fortsætter til nye højder (se den sorte pil), så er der tale om lavere toppe i den tekniske adfærdsmodel (se den røde pil). Det er denne forskellighed, der producerer divergenssignaler, og som advarer om aftagende trendstyrke.

Man bør derfor holde udkig efter en snarlig større modreaktion nedad, der faktisk kan betyde reaktion ned mellem 8213 og 7248 – evt. endda helt til 6274 niv., før den næste bund viser sig.