Købssignal på aktier

aktiepauseslut

Vi har købt 40% aktier til Investin Demetra.

Efter salgssignalet i oktober måned har MSCI World givet en række falske signaler. Vi har i den forbindelse ikke haft nogen indikation om trend i adfærdsindikatoren (RSI) og har derfor fastholdt ikke at have aktier i porteføljen.

Som Svend Jørgen Jensen skriver i en ekstraudgave af Business Cycle og Aktiestrategi som vi sender til abonnenter i dag (læs mere her og bestil et prøveabonnement):

Vi har fået et brud på en trendlinie med en stor bevægelse. Det antyder, at indekset kan bevæge sig op i niveauet omkring 1900.

Det svarer til en stigning på 8-10%. Samtidig hermed har adfærdsindikatoren brudt niveauet 60 og indikerer dermed også en stigende trend.

Fravalget af aktier har naturligvis haft en konsekvens, som Finans.dk også skriver om i artiklen ovenfor. Jeg mener dog billedet er lidt mere nuanceret end de skriver i artiklen.

Siden vi solgte aktier har Investin Demetra haft et afkast på 3,3%. I samme periode har vores benchmark givet et afkast på 14,05%, hvilket giver en mer-performance på 10,75%-point i benchmark.

MSCI World,  som er det indeks vi bygger strategien på, er i den periode steget 4,35% opgjort i USD.

Til gengæld er USD steget 10,25% overfor DKK. Da MSCI er i USD forklarer det en stor del af mer-performance i benchmarket.

I perioden er tyske aktier dog steget med hele 18,61%. Det indgår dog også i MSCI World’s afkast ovenfor.

Så mer-afkastet i benchmark er primært kommet fra valuta og ikke fra god performance på aktier.