Lån i fast rente er for spekulativt

Det er for risikabelt at hoppe ind og ud af variable og fastforrentede lån i håb om at score kursgevinster på kortvarige udsving i renten. Kig i stedet for på de økonomiske konjunkturer, der varer i årevis, og indret dine lån efter dem.

Sådan lyder rådet selvom de fastforrentede 30 årige 2-eller 2,5-procents lån nu er kommet så langt op i kurs, at mange bliver rådet til at hoppe over i dem.

Landmænd skal ikke spekulere i en rentestigning i den lange rente. Hvad så, hvis den ikke kommer, så taber de jo penge på det? Hvorfor skal de tage den chance? Der er da nok at slås med i forvejen som landmand.

Jeg troede vi var færdige med den spekulative tilgang. Der kan selvfølgelig komme en opadgående korrektion i renten, når den er faldet så meget, som den er nu. Men det er i hvert fald ikke en risiko, som jeg vil løbe overhovedet, at basere sit valg af lån på, at det sker. Kommer korrektionen bliver der tale om en mindre korrektion – i hvert fald mindre end 1-2 procent.

En korrektion opad på 1-2 procent kræver, at man har nogle forventninger til væksten, som kan bære så store korrektioner. Og da inflationen fortsat er på vej ned i både USA og Europa, så ser jeg ikke nogen risiko for så stor en korrektion.

Vi køber heller ikke argumentet om, at fordi der har været rentekorrektioner i USA som følge af økonomiske hjælpepakker, så vil det samme udspille sig i Europa. USA og Europa er to forskellige områder med hver deres politikker. I USA har man med god grund kunnet forvente, at hjælpepakkerne kunne give vækst og dermed en opadgående korrektion i renten. Men når man kigger på Europa, så er der ingen forventninger til vækst overhovedet.

Stiger renten i USA vil Europa naturligvis følge med, men der kommer ingen rentestigninger i USA. Det kan jeg blandt andet se på inflationstallene, som er på vej ned. Den økonomiske vækst i USA kan derfor godt være toppet i denne omgang – det kan dog også godt ske, at den ikke er toppet endnu, det kan jeg ikke afgøre endnu. Men hvis det viser sig, at den økonomiske vækst er på vej ned, så er mit gæt, at der kan komme recession i USA inden for 1-2 år.

Selv uden FEDs store boost af den amerikanske økonomi i konjunkturvurderingen, er den amerikanske økonomi stadig meget langt fra ligevægt. Faktisk værre end i 2007! Væksten i USA er væsentlig lavere end forventet, så der kan være tale om en vending allerede nu. Men vi kan ikke vide det, før der kommer nogle flere nøgletal.

Landmænd bør derfor ikke handle på de mange råd om at lægge sig over i fast rente.

Et af kreditinstitutternes salgsargumenter for at få landmanden over i et fastforrentet lån er, at man altid kan konvertere til en lavere restgæld, når renten på et tidspunkt stiger yderligere – og dermed får han mulighed for en nedkonvertering, når renten igen falder.

Det er spekulation, som kan komme til at koste landmanden dyrt, for banken og realkreditinstituttet ved ikke særlig meget om udviklingen i renten. Så man skal passe på med at basere sit valg af lån ud fra en fremtidig udvikling, som ingen ved kommer.

I stedet bør landmanden have et lån, der passer til, hvor på konjunkturkurven, den globale økonomi er, mener han.

Bragt i Effektivt Landbrug, 12. februar 2015