Ny afgrøde rapport fra USDA

Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har udsendt ny afgrøderapport for november 2025 efter åbningen af det amerikanske statsapparat.

Hovedteamerne er følgende:

Hvede
De amerikanske udsigter for 2025/2026 lyder på større forsyninger og højere slutlagre. Forventningerne til forsyningerne er hævet med 58 mio. bushels til 1985 mio. bushels pga. rekord udbytte.

De globale forventninger lyder på større forsyninger, større forbrug, handel og også højere slutlagre. Forsyningerne er hævet med 11,7 mio. tons til 1090,3 mio. tons. Der er tale om større produktion i bl.a. Kasakhstan, Argentina, EU, USA, Australien, Rusland og Canada. Det globale forbrug ventes at blive 4,3 mio. tons større til 818,9 mio. tons. Handelen er opjusteret med 2,5 mio. tons til 217,2 mio. tons. Slutresultatet er, at de globale slutlagre forventes at blive øget med 7,4 mio. tons til 271,4 mio. tons. Det vil i givet fald være første gang med større hvedelagre siden 2019/2020 sæsonen.

Foderkorn
De amerikanske udsigter for 2025/2026 lyder på øgede forsyninger, øget eksport og større slutlagre. Startlagrene er opjusteret med hele 207 mio. bushels, så selv om der tale om lavere produktion, så bliver forsyningerne højere. Produktionen af majs forventes at blive på 16,8 mia. bushels – en nedjustering på 62 mio. bushels fra september rapporten. De amerikanske slutlagre af majs bliver justeret op med 44 mio. bushels til 2,2 mia. bushels.

De globale udsigter for 2025/2026 lyder på en opjustering af produktionen på 3,2 mio. tons til 1,576 mia. tons. Majs produktionen er opjusteret for Mexico og EU, mens der er tale om nedjustering for Egypten. Produktionen af byg er opjusteret for EU, Rusland, Argentina og Ukraine. Mens der er en nedjustering for UK. Der er tale om en nedjustering af forventningerne til majs lagrene i Kina, mens der er opjusteringer for Argentina, Mexico og Ukraine. De globale slutlagre af majs er justeret en smule ned til 281,3 mio. tons.

Oliefrø
De amerikanske udsigter for 2025/2026 lyder på en nedjustering af produktionen på 1 mio. tons til 125,8 mio. tons. Produktionen af sojabønner er justeret ned med 48 mio. bushels til 4,3 mia. bushels. Den amerikanske eksport af sojabønner er nedjusteret med 50 mio. bushels til 1,64 mia. bushels. Der er kun tale om små ændringer i forventningerne til slutlagrene af sojabønner.

De globale forventninger er sænket på lavere forventninger til sojabønner og solsikkefrø, mens der er tale om opjustereringer for raps og bomuldsfrø. Produktionen af sojabønner er reduceret med 4,1 mio. tons for USA, Ukraine og Indien, mens solsikkefrø er justeret ned med 1 mio. tons for Ukraine, Rusland, EU og Tyrkiet. Den globale produktion af raps er derimod hævet med 1,3 mio. tons for EU, Australien, Ukraine og UK. Samtidig er de globale startlagre justeret ned med 0,2 mio. tons. Resultatet er, at de globale slutlagre af sojabønner er reduceret med 2,0 mio. tons til 122,0 mio. tons. De lavere lagre er især i Argentina, Brasilien, USA, EU, Ukraine og Indien, mens der er større lagre i Kina.