USDA udsender Wasde afgrøderapport
Posted af John Yde, 13/01/2022
Her er nogle af hovedtemaerne fra den netop udsendte afgrøderapport fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA):
Hvede
Udsigterne for den amerikanske hvede i 2021/2022 sæsonen lyder på mindre forsyninger, mindre forbrug, mindre eksport og dermed større slutlagre. Importen er nedjusteret med 10 mio. bushels, mens foderforbruget forventes at blive 25 mio. bushels lavere. Eksporten forventes at blive 15 mio. bushels lavere og nå 825 mio. bushels. Slutresultatet er, at de forventede amerikanske slutlagre er opjusteret med 30 mio. bushels til 628 mio. bushels. Det er dog fortsat 26% mindre lagre end sidste år.
De internationale udsigter for hvede i 2021/2022 sæsonen lyder på stabile forsyninger, mindre forbrug, reduceret eksport og større lagre. Større produktion i Argentina og EU bliver opvejet af mindre produktion i Brasilien og Paraguay samt nedjustering af startlagrene i Rusland. Den argentinske produktion er opjusteret med 0,5 mio. tons til en ny rekord på 20,5 mio. tons. De russiske startlagre er reduceret med 0,6 mio. tons. Det globale forbrug er nedjusteret med 1,9 mio. tons til 787,5 mio. tons – bl.a. på baggrund af de høje priser. De globale slutlagre er opjusteret med 1,8 mio. tons til 280 mio. tons – især i USA, Rusland, Kasakhstan og Argentina. Selv efter opjusteringen er de globale slutlagre på det laveste niveau siden 2016/2017.
Foderkorn
De amerikanske udsigter lyder på støre produktion, højere forbrug, lavere eksport og opjustering af slutlagrene. Produktionen af majs er opjusteret med 53 mio. bushels til 15,115 mia. bushels. Eksporten forventes at blive 75 mio. bushels lavere og nå 2,425 mia. bushels. Slutresultatet er, at de amerikanske slutlagre opjusteres med 47 mio. bushels.
De internationale udsigter for 2021/2022 sæsonen lyder på 1,6 mio. tons lavere produktion til 1500,1 mio. tons. Der ventes også lavere forbrug og en nedjustering af slutlagrene. Produktionen af majs er nedjusteret i Brasilien, Argentina, Kenya, Mexico, EU og Paraguay, som kun delvis bliver udlignet af en opjustering i Ukraine. De internationale slutlagre af majs bliver nedjusteret med 2,5 mio. tons til 303,1 mio. tons.
Oliefrø
Den amerikanske produktion af oliefrø for 2021/2022 sæsonen er estimeret til 130,6 mio. tons, hvilket er udtryk for en opjustering på 0,3 mio. tons. Produktionen af sojabønner forventes at nå 4,44 mia. bushels, hvilket er 10 mio. bushels højere. Forsyningerne af sojabønner ventes at blive 11 mio. bushels højere på både øget produktion og opjustering af startlagrene. De amerikanske slutlagre forventes at blive på 350 mio. bushels, hvilket er en opjustering på 10 mio. bushels.
De globale udsigter for sojabønner for 2021/2022 lyder på lavere produktion, eksport og slutlagre. Produktionen er nedjusteret med 9,5 mio. tons for Brasilien, Argentina og Paraguay. Alene Brasilien er nedjusteret med 5 mio. tons til 139 mio. tons. Den argentinske produktion er nedjusteret med 3 mio. tons til 46,5 mio. tons. De globale slutlagre er nedjusteret med 6,8 mio. tons til 95,2 mio. tons.
Især opjusteringen af hvedelagrene overraskede positivt og er med til at sende hvedeprisen lavere.





