USDAs afgrøde rapport for oktober
Posted af John Yde, 12/10/2018
Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har udsendt sin månedlige afgrøderapport (WASDE) for oktober.
Hvede
For hvede forventes større forsyninger fra USA for 2018/2019 sæsonen. Med forventet mindre forbrug, uændret eksport resulterer det i større slutlagre. Produktionen er hævet med 7 mio. bushels til 1884 mio. bushels. De amerikanske slutlagre hæves til 956 mio. bushels. Det er dog fortsat 13% lavere end sidste års rekordstore slutlager.
De globale forsyninger af hvede er derimod reduceret – især på baggrund af en nedjustering af produktionen i Australien og Rusland. Den australske produktion er sænket med 1,5 mio. tons til 18,5 mio. tons. Ruslands produktion er reduceret med 1,0 mio. tons til 70 mio. tons. Slutresultatet er her, at de globale slutlagre bliver nedjusteret med 1,1 mio. tons til 260,2 mio. tons, hvilket er 5% under sidste års rekordstore lager.
Foderkorn
USAs produktion af majs forventes at blive lavere end tidligere forventet. Med 14,778 mia. bushels er der tale om en reduktion på 49 mio. bushels på forventet lavere udbytte. Men samtidig er startlagrede opjusteret, og det betyder, at de forventede slutlagre er hævet med 39 mio. bushels.
På verdensplan er produktionen af foderkorn reduceret med 3,8 mio. tons til 1343,4 mio. tons. De globale slutlagre af majs forventes dog at stige med 2,3 mio. tons til 159,4 mio. tons.
Oliefrø
Den amerikanske produktion af oliefrø er kun lidt ændret i denne måned. Justeringen er ned med 0,1 mio. tons til 138,4 mio. tons. Produktionen af sojabønner er nedjusteret med 3,5 mio. bushels til 4690 mio. bushels. Startlagrene er dog justeret op, så resultatet forventes at være slutlagre på 885 mio. bushels, hvilket er en opjustering på 40 mio. bushels.
Den globale produktion af oliefrø for 2018/2019 sæsonen er nedjusteret med 0,7 mio. tons til 603,9 mio. tons. En nedjustering af produktionen af jordnødder bliver delvis opvejet af en opjustering af sojabønner og raps. Den globale produktion af sojabønner forventes at nå en ny rekord på 369,5 mio. tons. Højere startlagre betyder, at USDA forventer en opjustering af forventningerne til de globale slutlagre af oliefrø på 2 mio. tons til 123,8 mio. tons. De globale slutlagre af sojabønner er øget med 1,8 mio. tons til 110,0 mio. tons.





