Hvorfor styrkes euroen?
Posted af John Yde, 04/06/2015
Grafen herover viser udviklingen i EUR/USD valutakursen (den blå linie) sammenholdt med nogle modeller, som typisk rummer en forklaring på valutakursens bevægelser.
Det drejer sig f.eks. om den 2 årige renteforskel mellem de to valutaer i krydset. Den orange linie trækker typisk op og ned i valutakursen i sammenhæng med udviklingen i renteforskellen. Men som det fremgår, så falder renteforskellen, hvilket altså ikke taler til fordel for yderligere styrkelse af euroen.
De røde søjler nederst viser forskellen i det såkaldte “surprise-index”, som CitiGroup udregner, og som ved stigninger viser, at det går bedre med økonomien i eurozonen end i USA og ved fald det modsatte. Det fremgår i øjeblikket, at der godt nok er tale om, at dette index er over nul (altså at de økonomiske overraskelser i eurozonen er bedre end i USA), men denne kurve er på vej nedad, så trækket i valutakursen fra den kant bør være begrænset.
Den bedste forklaring af de her viste på stigningen i EUR/USD er nok, at de spekulative positioner imod euroen har været og er fortsat så store, at der ikke skal meget til at gøre markedet nervøs og dermed lukke positioner. Det kan i en periode skabe en efterspørgsel efter euroen. Der ved seneste opgørelse 172.000 flere salgs- end købskontrakter i EUR/USD forholdet på det amerikanske futuresmarked.






