USDA udsender ny afgrøde rapport for juli

Her er hovedkonklusionerne fra den seneste afgrøde rapport fra det amerikanske landbrugsministerium:

Hvede
Udsigterne for 2019/2020 sæsonen i USA lyder på lavere forsyninger og højere indenlandsk forbrug, ligesom man forventer, at USA bliver mere konkurrencedygtig på eksportmarkederne. Derfor forventes slutlagrene at blive 72 mio. bushels lavere end sidste måneds prognose og lande på 1000 mio. bushels.
På globalt plan er forventningerne til produktionen reduceret med 10,5 mio. tons, hvilket især skyldes forventet lavere produktion i flere af de eksporterende lande. Især forventningerne til Rusland er justeret ned med 3,8 mio. tons pga. ekstremt høje temperaturer og mindre nedbør. Ruslands produktion på 74,2 mio. tons bliver dog fortsat den 2. største nogensinde. Også EU og Ukraine forventes at få en mindre høst, selv om den bliver pænt større end sidste år. Også forventningerne til Australien og Canada er reduceret. Alt i alt forventes forsyningerne at falde mere end forbruget falder, og derfor bliver de globale slutlagre justeret ned med 7,9 mio. tons til 286,5 mio. tons. Det giver dog fortsat rekordstore lagre.

Foderkorn
De amerikanske udsigter lyder på højere produktion og højere start lagre og også forventet højere slutlagre. De amerikanske startlagre er justeret op med 145 mio. bushels. Produktionen af majs er justeret op med 195 mio. bushels. Slutresultatet er, at forventningerne til de amerikanske slutlagre er hævet med 335 mio. bushels til 2,0 mia. bushels.
På globalt plan forventes større produktion og lidt lavere lagre i forhold til juni rapporten. Ukraines produktion er hævet pga. større areal. Byg produktionen i Canada er også hævet. De globale slutlagre af majs er næste uændrede i forhold til sidste måned.

Oliefrø
Denne måneds rapport beretter om lavere startlagre i USA, lavere produktion og mindre slutlagre. Den amerikanske produktion af sojabønner forventes at bliver på 3,845 mia. bushels, og det er en reduktion på 305 mio. bushels, hvilket skyldes mindre areal. Slutresultatet er en nedjustering af forventningerne til de amerikanske slutlagre af sojabønner fra 1,045 mia. bushels til 795 mio. bushels.
Også på den globale scene er der nedjustering af forventningerne til produktion og lagre. Den globale produktion af oliefrø er reduceret med 11,7 mio. tons til 586,0 mia. tons, hvilket især er et produkt af den beskrevne reduktion af forventningerne i USA. Produktionen i Canada og Ukraine er dog også justeret nedad. Forventningerne til raps produktionen i EU, Australien og Canada er også justeret nedad. I Europa skyldes det varmt, tørt vejr, mens Australien og Canada er justeret nedad pga. mindre areal. Forventningerne til de globale slutlagre af oliefrø er justeret ned med 10,7 mio. tons til 119,5 mio. tons.

Gårsdagens rapport har indtil videre kun givet anledning til mindre prisudsving i de amerikanske futuresmarkeder.